Om vold

Vold og kontrol kan fremtræde i mange forskellige former. Det afgørende er, om du har følt eller føler dig truet på din sikkerhed, din velvære og dine muligheder for at leve dit liv, som du ønsker. Nedenfor kan du læse kort om de forskellige voldsformer. Vi ved, at de ofte forekommer flere ad gangen. Vi ved også, at det kan være svært at identificere, hvorvidt man er eller har været udsat for vold og kontrol.

Østerbro Krisecenter, OKC, Osterkc

FYSISK VOLD

Fysisk vold er ofte kendetegnet ved slag, spark, skub, angreb med genstande/kniv eller eventuelle andre våben, samt kvælningsforsøg, der påfører fysisk smerte og skade på den udsatte.

Den fysiske vold kan også være at blive holdt isoleret, fastholdt, spærret inde eller at blive forhindret i at spise eller sove.

Ud over de fysiske skader på kroppen, kan fysisk vold også medføre dårligere psykisk trivsel. Det sker blandt andet på grund af den frygt, stress og nedbrydning af selvværd, som opstår, når man udsættes for fysisk vold. Den fysiske vold kan være mindre skadelig, som ved lussinger og skub, men kan også være af så grov en karakter, at den medfører dødsfald eller drab.

PSYKISK VOLD

Psykisk vold er kontrollerende, og regulerer og begrænser din livsudfoldelse. Psykisk vold kan være karakteriseret ved gentagne handlinger af kritik, nedgørelse, truende adfærd, manipulation, isolation, der har til formål at begrænse din livsudfoldelse.

Nogle oplever, at psykisk vold optræder sammen med andre former for vold, andre oplever, at det står alene.

Psykisk vold kan vise sig på flere måder. Bl.a. ved at din partner/familie:

  • Er jaloux eller besidderisk.
  • Forsøger at begrænse din kontakt til venner og familie.
  • Insisterer på altid at vide, hvor du er.
  • Kalder dig øgenavne eller nedgør dig foran andre.
  • Får dig til at føle dig utilstrækkelig.
  • Bander eller råber af dig.
  • Forhindrer dig i at have viden om eller adgang til familiens økonomiske ressourcer, også selvom du beder om det.
  • Nedgør dit køn, din seksualitet eller dine tanker, der adskiller fra deres.

(National Violence Against Women Survey, NVAWS Kilde: Lev uden vold, 2018).

Østerbro krisecenter, OKC, osterkc

SEKSUEL VOLD

Seksuel vold er seksuelle handlinger, som du direkte eller indirekte tvinges til at udføre. Det kan fx være forsøg på tvunget samleje, voldtægt, seksuel beføling eller at få overtrådt sine seksuelle grænser mentalt såvel som fysisk. Det dækker over seksuelle og seksualiserende handlinger, du ikke ønsker.

Ligesom de øvrige voldsformer kan denne form for vold være meget krænkende, og anvendes til at opnå og vise kontrol over et andet menneske.

Østerbro krisecenter, OKC, osterkc

MATERIEL VOLD

Materiel vold er rettet mod dine private ejendele. Det kan fx være, hvis din partner eller familie i forbindelse med et skænderi ødelægger ting, der har stor betydning og værdi for dig, eller fratager din mulighed for at få adgang til dine ejendele. Denne form for vold optræder ofte, når pågældende vil have dig til at gøre noget, du ikke vil.

Østerbro krisecenter, OKC, osterkc

ØKONOMISK VOLD

Økonomisk vold er en form for vold, hvor du bliver frataget retten til at styre din egen økonomi. Dette kan foregå på flere måder: Du kan blive tvunget til at optage lån og gældsætte dig, blive nægtet selv at have adgang til din netbank eller eget NemID/MitID, eller blive nægtet adgang til din egen løn/indkomst.

STALKING

Stalking er en form for vold, som består af uønsket og gentagen overvågning, forfølgelse og chikane. Varigheden kan variere fra nogle uger op til flere år.

Dansk Stalking Center henviser til denne definition:

“En konstellation af adfærd og hændelser, der påføres et andet menneske, og som af den udsatte opleves som gentagen, påtrængende og uønsket kontakt og kommunikation”.

Elementer, der kan indgå i stalking er:

  • Gentagende telefonopkald, SMS’er, e-mails, breve samt chikane på internettet.
  • Forfølgelse og overvågning af dit hjem og din arbejdsplads samt overvågning via elektronisk udstyr som fx GPS.
  • Rygtespredning og falske anklager.
  • Chikanering af din familie, dine venner og dine kollegaer.
  • Hærværk af dine ejendele.
  • Trusler om at udlevere personfølsomme data, billeder m.v.


(Socialstyrelsen, 2018 m.fl.)

Kontakt Dansk Stalking Center på tlf. +45 25 17 73 74

www.danskstalkingcenter.dk

Østerbro krisecenter, OKC, osterkc

DIGITAL VOLD

Digital vold er en form for vold, som udelukkende foregår online. Digital vold indebærer blandt andet at modtage trusler på digitale medier, få delt nøgenbilleder eller blive hacket, overvåget og kontrolleret på sine digitale platforme.

Ofre for digital vold risikerer at skulle leve et liv, hvor familienetværk, ægtemænd og/eller bekendte, forfølger og opsporer dem ved hjælp af eksempelvis GPS-trackere eller har adgang til MitID/NemID-konto.

ÆRESRELATERET VOLD OG KONTROL

Æresrelateret vold og negativ social kontrol er en voldsform, der har til formål at adfærdskorrigere dig, så du optræder, som det anses for passende for familiens ære og deres leveregler – det vil sige regler for passende adfærd, normer og værdier. Volden og kontrollen opstår, når du overtræder eller overvejer at overtræde disse regler, eller hvis du er blevet opdaget i at overtræde disse.

Æresrelateret vold og kontrol adskiller sig ved, at der kan være flere voldsudøvere, at familie/lokalsamfund kan bifalde eller tilskynde til volden, eller at andre kan være vidende om volden uden at gribe ind.

Forlad siden